Bloggen har i en længere periode været lukket ned, og det har den af flere årsager, som jeg gerne “kort” vil involvere dig i lige her…

Jer som også følger med på Instagram fik en lille forsmag på det til nytår, da jeg skrev lidt om ‘året der var gået’.

I slutningen af 2016 blev jeg sygemeldt med stress, det var et enormt nederlag for mig, og jeg tog det meget hårdt. Jeg havde været fastansat hos en fotograf på Fyn, som stylist – hvor jeg også lavede en masse øvrige ting. Arbejdsdagene var lange, og ugerne overskred langt mere end et normalt fuldtids timeantal – hvilket betød, at når man havde fri, så havde man alligevel ikke helt fri.. man sad måske hjemme, men så kommunikerede man i stedet over opkald, sms eller messenger.
Fotografen var nyopstartet og havde begejstret en masse ideer, som konstant strømmede ind – det var jo fantastisk.. for når jeg siger A så siger jeg også B – så jeg knoklede, som var det min egen virksomhed.. jeg gav alt af mig selv, og endte i store sammenhæng med at tilsidesætte mand, børn, øvrig familie, veninder, ferie, fridage osv. For selv når jeg var til familie fødselsdage, havde hyggetid med drengene eller sent om aftenen måske endda om natten, blev det stadig forventet og krævet, at jeg besvarede enten opkald eller beskeder fra chefen.

Lige inden jeg startede arbejdet der, havde min eksmand og jeg lige solgt vores hus og flyttet ind hos min (dengang) svigermor, så vi kunne bygge et nyt hus. Et par måneder efter opstart, måtte jeg rejse i halvanden uge, da jeg havde mit store Sporløs eventyr.. men jeg var hurtigt tilbage på pinden igen, også selvom jeg reelt havde fri – for jeg var DÅRLIG til at sige fra!
Tiden gik og det blev hårdere og hårde, både fysisk og psykisk.. det at have en chef, som konstant skiftede imellem chef-hatten og veninde-hatten var en sindssyg svær balancegang. Man bliver involveret, og knytter bånd til børnene og familierne – jeg knyttede især bånd til hendes børn, som jeg jo gennemsnitligt så langt mere end mine egne børn på daglig basis…

Da vi kom til sommer, nåede jeg et punkt hvor jeg ikke længere smilede når jeg skulle på arbejde, og hvor jeg i løbet af arbejdsdagen konstant så på klokken, i drømmen om at tiden pludseligt ville flyve afsted..

Min eksmand og jeg havde købt en byggegrund og byggeriet begyndte.. men kort efter valgte vi sammen, at vores rejse som kærester var nået sin ende!
Ja det er sgu ikke specielt belejligt, når man bor hos svigermor, er ved at bygge hus og sammen har 2 børn – men ikke desto mindre og vigtigst af alt, var det absolut det helt rigtige for os. (Men det er en anden snak, der må vente lidt endnu.)

I forbindelse med skilsmissen, og at drengene og jeg kort boede hos min mor inden vi fik vores eget, var ikke grund for mig til at tage en fridag – så jeg knoklede selvfølgelig, som jeg hidtil havde gjort! Men nu var det pludseligt en nødvendighed, at jeg måtte sætte krav ift arbejde og børn. Nu var der pludseligt en deleordning – hhv fars og mors dage og weekender, hverdage hvor vi hver især skulle hente børn fra skole og børnehave.. der skulle derfor tages nogle hensyn, som vi ikke før havde problemer med på arbejdet, da min eksmand havde været super rummelig ift mit arbejde og alt det som det medførte..

Min krop begyndte at reagere på det enorme pres, de mange arbejdstimer, den manglende søvn, de udefrakommende negative holdninger til skilsmissen og vores beslutning, samt den konstante dårlige samvittighed overfor drengene.. jeg stoppede med at menstruere i flere måneder, jeg skiftede facon og lignede en der var gravid i 6-7 måned, klappede øjnene i på motorvejen osv osv… Jeg kunne godt se symptomerne, men nægtede at ‘tage tyren ved hornene’, før min læge blev yderst stram i tonen og pr telefon stillede mig et “ultimatum”… Enten kunne jeg sygemelde mig selv, og få slappede af nogle uger – gearet ned og fundet lidt indre ro, og så atter komme tilbage til arbejdet, selvfølgelig med tanke på lidt fastere rammer ift arbejdsforhold og arbejdstider.. eller også kunne jeg fortsætte i samme tempo, indtil kroppen helt ville lukke ned af sig selv, og så ville der være en stor risiko for, at jeg ikke igen ville være i stand til at vende tilbage til arbejdsmarkedet!
“Men det VILLE ske før eller senere”, fortalte lægen.

Lægen var godt klar over, at det var min frygt for samtalen med chefen, der gjorde at jeg bare arbejde videre i stedet for at passe på mig selv. Men hendes ord skræmte mig tilstrækkeligt, så jeg valgte at gøre det – men desværre reagerede chefen ret…. uheldigt…. hun havde ikke tid til, at jeg sygemeldte mig, ej heller tid til at jeg skulle holde fri en enkelt weekenden, så jeg lige kunne få ro et par dage – så jeg måtte arbejde.
Dette resulterede i, at jeg dagen efter – og lige efter et kundebesøg, kollapsede!

Jeg var lige kommet hjem, hvor Sami tullerede rundt, syg hjemme med far.
Efter lægens ordre overtog drengenes far kommunikationen med chefen – dvs ift at holde hende underrettet om situationen og min tilstand. Jeg var sengeliggende og kunne nu hverken gå fra sengen til sofaen, på toilettet eller stå selv.. min krop var fuldstændig drænet og afkræftet, og mine ben ville ikke samarbejde.

Forståelsen fra arbejdet var der ikke, så 5 dage senere fandt en opsigelse vej til min postkasse.

Oveni det store nederlag som det for mig at skulle sygemeldes med stress, så befandt jeg mig i et helvede af følelser som svigt, vrede, sorg, usikkerhed, lavt selvværd og hårdest af alt, angst!

Jeg var pludseligt gået fra at være en åben, udadvendt, grinene og livsglad pige – til at være usikker, nervøs, bange og konstant ked af det..

Jeg havde fået en ny kæreste, og når jeg ikke var sammen med børnene, så var jeg sammen med ham. Jeg fik slappet af.. og efter chokket af opsigelsen havde lagt sig, begyndte jeg at se hvad lægen mente.. for det skabte en kæmpe ro, at jeg ikke længere skulle kommunikere med chefen, at jeg ikke panikkede hver gang min telefon sagde en lyd, eller en ny besked tikkede ind på messenger.. jeg kunne se nu, at lægen havde ret – chefen var min store stressfaktor!

Jeg havde i begyndelsen lidt ondt af mig selv..! Jeg synes det var knaldhamrende uretfærdigt, hårdt og synd for mig, at jeg skulle igennem sådan et svigt, hvor jeg bare blev kastet ud til højre, efter at havde knoklet 🍑 ud af bukserne, når nu jeg havde givet såå meget af mig selv.

Jeg mindes flere gange chefen sagde, at hun var så glad for have mig og at vi kunne løbe i det tempo vi gjorde sammen, for hun havde aldrig kunne klare at køre det samme op alene – det havde været så fantastisk! Og det var jo fedt med den anerkendelse, og det som var med til at holde mig kørende i det tempo, selvom kroppen i lang tid havde udvist faresignaler..

Det at skrive har altid været en super fantastisk terapiform for mig.. men sygemeldingen gjorde, at jeg for det offentlige ikke måtte skrive.. så en laaang historie kort…. eller 😳 Derfor har bloggen været på pause så længe – men det er slut nu… I’m back! ♡